Jurist til Skat & Afgifter

Talentfuld jurist til Gorrissen Federspiels gruppe for Skat & Afgifter

Vil du arbejde med nogle af landets største og mest interessante sager inden for skat og afgifter? Vil du videreudvikle dine juridiske evner i et dynamisk og inspirerende miljø? Og vil du have selvstændigt ansvar for juridisk rådgivning af førende danske og udenlandske virksomheder? Så finder du ikke et bedre sted at gøre det end hos Gorrissen Federspiel. Lige nu søger vi en dygtig jurist til vores afdeling for Skat & Afgifter.

Rådgiv på det højeste faglige og etiske niveau

Som advokat hos Gorrissen Federspiel rådgiver du førende danske og udenlandske virksomheder. Vi lægger vægt på, at vores rådgivning er på det højeste faglige, kommercielle og etiske niveau.

Vi rådgiver især om international skat, skattemæssige problemstillinger ved virksomhedsoverdragelser og investeringer, skat ved omstrukturering af koncerner, beskatning af finansielle produkter, koncernbeskatning og sambeskatning, transfer pricing, moms og afgifter, tonnageskat, generationsskifte og aktielønsordninger og incitamentsprogrammer. Gruppen fører skatte-, moms- og afgiftssager ved administrative klageinstanser, domstolene og EU-Domstolen.

Bliv en del af en kompetent og succesfuld afdeling

I gruppen for Skat & Afgifter bliver du en del af et engageret team med en uformel omgangstone. Vi behandler nogle af de mest spændende og komplekse skattesager i Danmark. Det er en dynamisk og ambitiøs afdeling i vækst.

Her får du mulighed for at gå i dybden med udfordrende juridiske og kommercielle forhold. Du vil lære vores klienters forretning og processer at kende, forstå deres sager og i samarbejde med teamet arbejde for det bedst mulige resultat for klienten.

Form din karriere med et internationalt twist

Vi har et markant internationalt udsyn, og en stor del  af vores sager er internationale. Det betyder, at du samarbejder og udvikler dig med klienter og kolleger på tværs af kulturelle, juridiske og geografiske grænser. Derudover tilbyder vi både udviklingsprogrammer og udstationeringsaftaler med klienter og udenlandske advokatforbindelser, som giver dig de bedste muligheder for at skabe en spændende karriere med vægt på personlig og faglig udvikling.

Samarbejd med dygtige og sociale kolleger

Udover højtprofilerede sager og stærke internationale relationer tilbyder vi også et attraktivt arbejdsmiljø i Axel Towers i Københavns centrum med dygtige kolleger og en uformel og personlig omgangstone. Hos Gorrissen Federspiel samarbejder du med mere end 260 dedikerede advokater og advokatfuldmægtige. Vi er fleksible og giver plads til den karriereudvikling, hver enkelt ansat ønsker.

Advokat – og fagligt blandt de bedste

Du får den største chance for succes i jobbet, hvis du kan sige ja til følgende:

  • Du er advokat eller eventuelt 3. års fuldmægtig.
  • Du er talentfuld, ambitiøs og ønsker at videreudvikle dig gennem arbejde med komplekse og spændende sager.
  • Du har erfaring med skat og/eller moms og afgifter.
  • Du har en udpræget forståelse for såvel juridiske som forretningsmæssige sammenhænge, og du er i stand til at sætte dig ind i komplekse sager og skabe overblik.
  • Du arbejder selvstændigt, grundigt og målrettet, men har samtidig lyst og evne til at arbejde i teams, herunder i tæt samarbejde med andre specialeafdelinger.
  • Du lægger vægt på klar kommunikation i skrift og i tale.
  • Du er en pragmatisk og løsningsorienteret rådgiver.

Ansøgning

Upload snarest din ansøgning via vores hjemmeside. Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte advokat Jakob Skaadstrup Andersen på telefonnummer 33414141.

Alle, der har et talent, kan dygtiggøre sig hos Gorrissen Federspiel. Vi vurderer såvel nuværende som kommende medarbejdere på baggrund af deres kompetencer og skeler ikke til social baggrund, kultur, køn, etnicitet, religion, alder, hudfarve eller seksualitet. Vi har og ønsker en mangfoldig medarbejdersammensætning.

Gorrissen Federspiel er et af Danmarks største advokatfirmaer. Vi beskæftiger over 425 medarbejdere, heraf 260 jurister, og vi tilbyder rådgivning inden for alle erhvervsrelaterede områder. Som firma lægger vi vægt på kvalitet, etik, værdiskabelse, udsyn og holdånd. Walk the extra mile har i mange år været et af vores slogans, og hos Gorrissen Federspiel gælder det både i forhold til klienter og kolleger.

 

Ansøgningsfrist: 27. april 2019